El-cykler


Nyt forsøg med el-cykler ved Energipunkt Frøstrup

Energipunkt Frøstrup har i løbet af 2018 engageret sig i et nyt forsøgsprojekt, der skal være med til at udbrede grøn transport med el-cykler i Hannæs-Østerild området. Igennem forsøgsprojektet skal en række forskellige nye tiltag testes af og evalueres mhp. at kunne  udbredes til andre steder i Thisted Kommune.

Vi ved, at el-cyklen forventes at komme til at spille en vigtig rolle i at løse nutidens problemer med partikelforurening, udledning af CO2 samt trængsel i de store byer. Ved at gøre valget af en el-cykel til en nem, billig og komfortabel løsning kan el-cyklen blive et attraktivt alternativ, og derfor konkurrere med bilen som det valgte transportmiddel. Også i landområder kan el-cyklen gøre en vigtig forskel for en øget og mere grøn mobilitet.

 

Forsøgsprojektet går i sin helhed ud på:

  1. At afprøve en ny solar ladestander med grøn og gratis strøm til el-cykler, el-scootere m.m., som opstilles ved siden af den eksisterende ladestander til el-biler ved Frøstrup Kro. Ladestanderen får energi fra et solcellepanel. Mobiltelefoner og tablets kan også oplades via ladestanderen. Ladestanderen kan bruges af alle – lokale borgere, cykelturister og besøgende i vores lokalområde.
  2. At teste et nyt dele-koncept for el-cykler i en landsby (Frøstrup) målrettet institutioner og borgere. Der er til forsøget indkøbt 5 el-cykler, hvoraf 3 kan lånes gennem Dagli’ Brugsen i Frøstrup for et mindre gebyr. 2 eldrevne ladcykler udlånes til det lokale børnehus, skole og dagplejere. El-cyklerne skal gøre det nemmere at komme rundt i lokalområdet på cykel.
  3. Som et tredje element i projektet er der foran Energipunkt Frøstrup blevet etableret en trafiklegeplads, hvor områdets børn kan lære at cykle i sikre omgivelser, og hvor institutioner og forældre kan lære børnene trafikkens regler. Der er tale om endnu et tiltag, som skal få flere i lokalområdet til at cykle fremover, og gerne i en tidlig alder.

Hent den fulde projektbeskrivelse her: Den grønne landsbycykel

Udlån af el-cykler

Hvis du ønsker at prøve en af projektets el-cykler kan du læse mere om reglerne for udlån her: Vores plakat: Lån en El-cykel

Hvis du er dagplejer i Frøstrup, ansat i Hannæs Børnehus eller medarbejder på Hannæs-Østerild Skole kan du henvende dig til Hannæs Børnehus (telefon: 99 17 35 76) for at låne en af de to eldrevne lad-cykler i projektet. Ladcyklerne udlånes gratis til byens institutioner og dagplejere.

ECOtap solar ladestander til eldrevne cykler og scootere

Frøstrup har fået monteret en helt ny ladestander til bl.a. el-cykler og el-scootere på byens torv ved Frøstrup Kro. Ladestanderen er en af de første ladestandere til el-cykler i Danmark og indgår som en del af Energipunkt Frøstrups udstilling af vedvarende og bæredygtige energiløsninger. Ladestanderen, der får sin energi fra solceller på toppen af standeren, leverer gratis strøm til byens cyklister og vores mange cykelturister. Hvis du har en el-scooter kan du også oplade din scooter vhja. ladestanderen. Mobiltelefoner og tablets kan også lades op via standeren.

Leverandør af den hollandske model ECOtap er det danske firma NewTek.

Du kan læse mere om ladestanderen her: produktinformation

Energipunkt Frøstrup, som er initiativtager og ejer af projektet håber, at tiltagene vil øge cyklismen i vores by og lokalområde og forhåbentlig få flere til at anskaffe sig en el-cykel efter de har lånt en for en periode. El-cyklen har et kæmpe potentiale og i lande som Tyskland, Østrig, Holland og sågar i Kina stormer de frem.

Har du spørgsmål til projektet kan du kontakte Anne Holm Paludan på telefon 60 61 36 51 eller mail: a.holm@rocketmail.com

 

 

Projektets sponsorer:

Energipunkt Frøstrup ønsker at sige stor tak til projektets sponsorer, som har gjort de mange nye tiltag til en realitet:

Thisted Kommune
LAG Thy-Mors
Frøstrup Knallert og Cykelværksted
Dagli’ Brugsen Frøstrup
Harald Pedersen A/S
Advokat Inga Sand
Kaj Pedersen
Hannæs Mobilkøkken v/ Tommy Jensen
Kims Containerservice
samt
Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)
https://ec.europa.eu/agriculture/rural-development-2014-2020_da

Den europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)